8 gode råd til en sundere festival
Når masserne af unge mennesker og festglade folk drager mod festivalens åbningsport, er det næppe med sundheden i tankerne. Det er også helt fint: man skal have lov at more sig fra tid til anden, lytte til musik, have det sjovt med vennerne og spise dejlig festivalsmad. Ikke desto mindre er festivalen en af de tider, som kan være allermest skadelig for sundheden – man drikker masser af alkohol, spiser fastfood i utallige mængder, får for lidt søvn og nogle tager endda risikoen med ubeskyttet sex.
Så selvom man selvfølgelig skal have det sjovt på festivalen og slå sig løs, er det naturligvis en balancegang. Festivaller varer ikke mere end uger ad gangen, men kroppen skal du forhåbentligvis passe på de næste mange årtier. Så hvordan passer man på kroppen og sundheden samtidig med, at man har det sjovt? Grundlæggende handler det om at skære lidt ned på fastfood til fordel for sunde snacks, at få masser (ikke-alkoholholdig) væske og vigtigst af alt ikke at fortsætte de dårlige vaner, når du kommer hjem.
Festival og sundhed: hvordan påvirker festivalen kroppens sundhed?
Det er for de fleste ikke en overraskelse, at festivalsugen ikke ligefrem er sundhedsfremmende. Men ved du præcis hvordan festivallens druk og fastfood påvirker kroppen? Også på længere sigt? Præcis det spørgsmål satte DR’s sundhedsprogram ‘Sundhedsmagasinet’ sig for at undersøge i samarbejde med overlæge Filip Krag Knop og Center for Diabetesforskning på Gentofte Hospital.
Undersøgelsen bad 14 unge mænd, som skulle deltage på Roskilde Festival, til at føre en sundhedsdagbog under hele den uge, de var på Roskilde Festival. Før deltagerne tog afsted, blev de unge mænds sundhedstilstand desuden undersøgt. Man målte Body Mass Index (BMI), blodsukker og kroppens fedt- og muskelvæv. Samtidig målte man deltagernes kognitive kapacitet ved hjælp af diverse øvelser, som deltagerne skulle udføre. De samme sundhedstilstande blev målt, umiddelbart efter at deltagerne kom hjem fra festivalen og et par uger efterfølgende.
Undersøgelsen fandt følgende resultater:
- Festivaldeltagerne tabte sig i vægt, mens de var på festival
- Selvom de tabte sig i vægt, forøgede de deres fedtmasse
- De tabte sig desuden i muskelmasse
- De skulle producere mere insulin for at holde blodsukkeret nede
- Deres kognitive evner forringedes
- Som et resultat af den forøgede fedtmasse, fik deltagerne diagnosen fedtlever
Selvom festivalsdeltagerne altså på overfladen tabte sig i vægt, kom det på bekostning af øget fedtmasse og tab i muskelmasse. Den vægt som deltagerne altså tabte sig kom altså ikke fra fedtdepotet men snarere ens muskelmasse.
Samtidig skulle kroppen producere mere insulin for at holde blodsukkeret nede, hvilket er dårligt for vores helbred. Afslutningsvis målte man en forringet kognitiv evne som resultat af festivalsugen, og deltagerne fik diagnosen fedtlever. Både den kognitive evne og fedtet på leveren kom dog på et almindeligt niveau et par uger efter at deltagerne var kommet hjem fra festivalen.
Link til hele DR’s undersøgelse: https://www.dr.dk/levnu
Så hvad er årsagen til, at sundhedstilstanden forringes så kraftigt af lidt festival? Det skyldes dels den heftige druk og de mange kulhydrater man får fra alkoholen. Derudover er den usunde festivalmad heller ikke en fordel i den henseende.
- Kom ind i en god søvnrytme efter festivalen
Festival er lig med søvnmangel. Med de lange nætter i musikkens og vennernes selskab er der ingen tvivl om, at kroppen får mindre søvn, end hvad den har brug for. Og det er også okay, for det ville næppe være sjovt at gå i seng kl. 10. Ikke desto mindre er det vigtigt at komme ind i en god søvnrytme, når du kommer hjem.
Det er fristende at sove 16 timer i streg, efter du er kommet hjem, men prøv at gå i seng og stå op, som du plejer i hverdagen. Søvnforskere er nemlig enige om, at en god søvnrytme – hvor man går i seng og står op på nogenlunde samme tidspunkt – er noget af det vigtigste for en god og veludhvilende søvn. I dagene efter festivalen bør du prøve at sætte vækkeur til samme tidspunkt hver morgen (for eksempel kl 8 eller 9 hver morgen).
- Få masser (ikke-alkoholholdig) væske
Alkohol har en udtørrende effekt på vores krop. Kombiner det med varme sommerdage i festivalscampen, og man har opskriften på en dehydreret krop. Konsekvenserne af dehydrering er mange, herunder forstoppelse, svimmelhed, konfusion og hovedpine.
Man kan særligt se, om man har fået for lidt væske ved at kigge på sin urin: hvis den er koncentreret og mørk, bør man drikke noget mere væske. Overvej derfor at medbringe en stor vandbeholder, som du kan drikke af, mens du går rundt på festivalpladsen.
- Spis kost og snacks med fibre og protein
Kosten er også den store dødssynder, hvad angår sundheden på festivalen. Vi har en tendens til at spise fed, saltholdig fastfood fyldt med sukker, når vi er på festival. Det problem kan du heldigvis komme til livs ved at medbringe en masse snacks og mad med masser af fibre og protein. Nedenfor finder du anbefalinger til sunde og praktiske snacks:
- Frugt: æbler, bananer, pærer og andet frugt er super praktisk at have med i festivalscampen, og så er det fyldt med C-vitaminer og gode fibre. Det sviner ikke og generer ikke dine venner med grim lugt.
- Knækbrød eller rugbrød: ligesom frugt er knækbrød og rugbrød fyldt med sunde fibre, som er gode for kroppen og fordøjelsen. Og så er de ligesom frugt praktiske at snacke på i løbet af festivalen. Kombiner eventuelt knækbrøddet med pålæg såsom rejeost, skinke, ost eller lignende.
- Gulerødder og andre grøntsager: husk det grønne. Gulerødder er ligesom frugt fyldt med fibre og fyldt med vitaminer. Fordelen ved gulerødder er, at det er praktisk at have med, da det ikke smatter ud, som for eksempel tomater vil gøre.
- Tun eller makrel i tomat på dåse: fisk er naturligvis lidt risky at have med på grund af den grimme lugt, det kan give. Til gengæld er dåserne praktiske at have med, da de tåler både varme og diverse stød. Og så er fisken fyldt med protein og de langkædede omega-3 fedtsyrer (EPA og DHA).
- Peanuts og andre nødder: nødder og peanuts uden alt for meget salt er fyldt med protein – og så er de super praktiske at gå rundt med.
- Plej din hud med badning og fugtighedscreme
Din hud er ofret for den dårlige hygiejne, de mange cigaretter og øllene på stribevis. Husk derfor at tage daglige bade, og vær eventuel ekstra god ved huden med fugtighedscreme.
- Slip tobakken efter festivalen
Festivalen kan give mange dårlige vaner med hjem, men det handler om at give slip på så mange af dem, når du kommer hjem. Hvis du til dagligt ikke ryger, men har røget pakkevis på festivalspladsen, er det nu det gælder, hvis du skal slippe den dårlige vane. Og hvis du til dagligt ryger, kan hjemkomsten fra festivalen jo være en god anledning til et rygestop.
- Skru ned for dødsdrukken i løbet af dagen
Man skal naturligvis ikke lægge låg på sig selv, når man er på festival, men man kan sagtens skrue ned for sit alkoholindtag. Mange på festivalen har for vane også at drikke i løbet af dagen.
Hvis du vil skrue ned for dit alkoholindtag, kan du f.eks. lave en regel for dig selv som hedder, at du ikke drikker før kl. 8 om aftenen. På den måde begrænser du den tid, som der er at drikke på. En anden mulighed er at skrue ned for den hårde spiritus og kun holde sig til øl. På den måde slipper man for den uhensigtsmæssige dødsdruk, samtidig med at man samtidig har det sjovt på festivalen.
- Giv dig selv tid til at pleje tømmermændene
“Went out drinking late last night, I had a blast. But now the morning light has come and kicked my ass.” Sådan lyder de første linjer af Offspring-sangen ‘Worst Hangover Ever’, og de fleste kan nok nikke genkendende til tømmermændenes ubehag. For nogen giver det anledning til en dårlig vane: reperationsbajeren.
Undlad at falde i fælden, og giv i stedet kroppen tid til at pleje giften i kroppen (hvilket alkohol jo dybest set er). Alkohol kan give eftervirkninger et døgns tid efter dødsdrukken, og der er ikke andet at gøre end at stoppe med at drikke mere alkohol. Hjælp eventuelt til med et par panodiler, hvis hovedpinen er slem.
- Tjek for kønssygdomme
Hvis du har moret dig med den noget risikable ubeskyttede sex i festivalteltet, er det vigtigt, at du bliver tjekket for kønssygdomme såsom klamydia, kønsvorter, herpes og fnat. Du kan enten bestille tid hos egen læge, eller også er der mulighed for på visse hospitaler at gå ind på ambulatoriet uden forudgående aftale. I begge tilfælde vil du typisk få svar indenfor 1-2 hverdage. Foretrækker du det hele mere diskret, kan man bestille testkits online, som tester for kønssygdomme.
Konklusion og afsluttende bemærkninger
Festivalugen er altid en sjov tid, og man skal naturligvis give sig selv plads til også at have det sjovt i selskab med den gode musik, vennerne og øllene. Det bliver næppe en ligeså sjov oplevelse, hvis man går i seng kl 10 om aftenen hver dag og er en sundhedsfanatiker, hvad angår hvad man spiser og drikker. Men det hele er naturligvis en balancegang, og med ovenstående råd kan du være sikker på at have det sjovt samtidig med, at du tager hensyn til din krop og velvære.